Udejul, hjemmejul eller jul i spisehuset

Vores største juleønske er, at I alle kommer forbi og julehygger med Grundsmag. Men for dem, der i år er nødt til at blive hjemme eller foretrækker at ses udendørs, kommer her tre alternative måder at julehygge på.

Vi kan slet ikke vente med at gå i gang med juleriet i Grundsmag. Faktisk står vores gløggekstrakt allerede og trækker, og vi er i fuld gang med at lave fermenteret rødkål til årets økologiske julemenu.

Derfor synes vi også, at alle fortjener lidt juleri – uanset at firmajulefrokosterne er aflyst i år, og at mange af samfundets sårbare må blive indendørs. Vi vil slå et slag for, at man bruger juletiden på at tage sig ekstra godt af andre i denne sære tid.

Selv ville vi selvfølgelig ønske, at vi kunne invitere jer alle ind i vores skønne lokale på Stændertorvet, som vi i næste weekend pynter med enebærgrene, juletræ og lys i vinduerne. Men for dem, der foretrækker at blive ude eller hjemme, kommer her to forslag til alternative måder at julehygge med Grundsmag på. Til sidst kommer et forslag til en måske lidt mere tryg måde at holde julefrokost hos os i spisehuset.

 

 

 

// JULEFORSLAG 1: BLIV UDE MED VARMELAMPER, DAMPENDE DRIKKE OG BLØDE LAMMESKIND
Foretrækker du at ses med familie og venner udendørs, er I fra 1. december velkomne i vores nye, overdækkede udeområde, hvor vi vil skabe de bedste betingelser for udehygge med varmelamper, lammeskind og lyskæder.

Menuen bestemmer I selvfølgelig helt selv, men vi kan i hvert fald tippe om, at Grundsmag-gløggen varmer både krop og sjæl. Og vi bager selvfølgelig hjemmebagte vafler eller æbleskiver til i hele december.

 

 

// JULEFORSLAG 2: BLIV HJEMME MED VORES JULEFROKOSTMENU
Kan en af dine nærmeste ikke selv gå ud, kunne du jo overraske ham eller hende ved at bringe julefrokosten. Vi pakker gerne vores økologiske 5- eller 7-retters julemenu til at tage med (ligesom den selvfølgelig kan nydes i spisehuset).

Vores køkken har lagt et stort arbejde i at lave alle retter fra bunden af gode danske råvarer. Blandt andet stopper vi julemedisteren selv.

 

// JULEFORSLAG 3: SKIFT JULEFROKOSTEN UD MED JULEBRUNCH
Mange dropper julefrokosten i år, men hvad med i stedet at mødes til en rolig og velsmagende økologisk julebrunch, som vi ekstraordinært serverer både lørdag og søndag i december.

Som hver lørdag sammenstykker man sin brunchanretning af 4-7 mindre retter fra vores brunchkort og vælger selv drikkevarerne til. Vi anbefaler et glas af husets sprøde og forfriskende spumante, Pizzolato, for at komme helt i julestemning. Det passer i hvert fald rigtig godt til både det søde og salte på menuen.

 

 

Glædelig forjul fra nisserne i Grundsmag!

Like: